mandag den 15. april 2013

Om hvordan man får mudder i sin vindueskarm...

Lørdag morgen, står jeg på soveværelset og hører pludselig fem-årig stå og græde ude på badeværelset, jeg går derud og et meget mystisk syn møder mig. Der er lukket vindue, mudderpletter på toiletbrættet, i vindueskarmen, på fem-årigs fødder og hænder, og op og ned af hans ben, og han har sin tandbørste i hånden, og hoveddøren har ikke været åben...

Dertil har han en hudafskrabning på det ene knæ og slået hul på sin tommelfinger, der går noget tid før det lykkes at få lidt ro på rystende og grædende fem-årig, men hikstende får han svaret på mit spørgsmål om hvad der er sket, at han "er faldet ud af vinduet" (!?)

Efter yderligere at have fået lidt ro på barnet ved hjælp af vand og plastre og en masse krammer, lykkes det at få lidt mere forklaring på den mystiske situation. Han har ville op og hente tandbørste i et højt skab (hvor den og tandpasta er placeret udenfor rækkevidde af tandbørsteglad to-årig, som allerede har gjort kål på én tube tandpasta i sin iver for at få rene tænder...) dette skab kunne han nå ved at kravle oppå toilettet og derefter op i vindueskarmen og åbne skabet, da han skal ned igen læner han sig mod vinduet som viser sig at være åbent, og han falder ud...

Hvordan han har reddet tandbørste i faldet og derefter er kravlet ind af vinduet igen OG lukket det, FØR han begynder at græde, må stå hen i det uvisse, men må ærligt erkende at det var svært at holde masken da han fik forklaret hvad der var sket... stakkels dreng, godt at han havde hovedet dybt begravet i min skulder under et kram, så han ikke så mot ansigtsudtryk (!)

Vi glæder os i øvrigt over at vi bor i et et-plans hus...









(med til historien hører at fem-årig i dag reddede seks-årig fra at lave samme stunt, da han er hurtig til at opdage at vinduet står åbent og få det lukket, da seks-årig bruger vindueskarmen på samme måde)

lørdag den 6. april 2013

Gyng-gang

Så gik der en uge, en uge med fuld fart på, men egentlig også bare en uge i en børnefamilie, som alle andre.

Det var skønt at få lov at lade op i påsken med nogle dage uden børn, men det får mig også til at holde lidt mere af hverdagen, for jeg savner altså de banditter ret meget, når de ikke er her, eller jeg ikke er her, Når jeg ikke er sammen med børnene bliver det altid sådan en lidt blandet følelse af savn, af "jeg er nødt til at nå en hel masse, nu jeg har tiden" og af "jeg er nødt til at nå at slappe af og nyde roen", jeg synes aldrig jeg når at gøre helt op med mig selv hvad der er vigtigst at fokusere på, før de pludselig er her igen, bringer et øjeblik glæde over gensynet og kaster mig fluks tilbage i hverdagen.

Påskelørdag bød på årets traditionelle påskefrokost i familien, 2. påskedag havde jeg "fornøjelsen" af at være alene om alle børnene fra kl. 10, da manden skulle ud og spille WIF (brætspil fra helvede...) jeg er IKKE fan af alene dage med flokken, disse ender altid med at få mig til at føle mig utilstrækkelig hele vejen rundt, jeg er ikke overskudsmor der holder styr på fire børn og bager boller samtidig (hvordan gør man det??) til gengæld kan jeg til enhver tid skifte ble, brænde mad på og glemme den lovede historie - på samme tid, braVO...
Problemet for mig med sådan en dag er at jeg ikke har tiden til at være der for det enkelte barn, når barnet har brug for det, og det har jeg svært ved at leve med, jeg synes ikke det er helt fair overfor dem, og derfor prøver jeg at minimere disse dage.

Lidt for hurtigt...
Nå, men vi overlevede da alle dagen, selvom en besøgende legekammerat måtte ofre morgenmaden, da en snurretur på sansegyngen blev for vild, og selvom to-årig mente at hun skulle indvie min fættes swimmingpool (med is på) udenfor sæsonen og i øvrigt også mente at hun skulle smage min venindes læbestift, der, som min veninde tørt konstaterede, "til gengæld heldigvis hverken indeholdt parabener eller parfume, men til gengæld var dyr..." Så selvom dagen bød på hyggeligt besøg legekammerater til de to store, pandekager hos min veninde til eftermiddag og pizza hos min fætter og kone til aften, er det altså ikke en af de dage jeg vil have flest af, da jeg hele tiden må prioritere hvilket barn der nu har mest brug for mig, og derfor bliver der kun tid til hver enkelt når de har mest behov, ikke når de bare har en lille bitte smule behov...




Tirsdag stødte ældstebarn ind i ordet lockout, men som 0. klasse barn går man ikke så mere op i det, end at de havde lavet "det fedeste i skolen i dag!".. "haft legetime HELE dagen"

Torsdag måtte jeg igen tage afsked med banden for et par dage, lidt hårdt, når det kun var en uge siden sidst, men jeg ville afsted for min mormor havde spurgt mig om jeg kunne køre hende en tur til jylland, og nu hvor jeg er landet hjemme igen, genset ungerne (og kan se at de har overlevet at måtte nøjes med deres far et par dage..:) og haft nogle dejlige timer sammen med dem, er jeg glad for at jeg kom afsted... Det var en SKØN tur, med en vemodig afsked, og med en masse spændende bilsnak, jeg tror jeg må skrive mere om den dejlige tur i morgen (eller når det igen lykkes mig at sætte mig ned og få prioriteret at skrive her...
 
putte med dukkerne, mon mor også kan være der?
Den bro er bare flot