Har haft næste blogindlæg i hovedet hele dagen, drømmer om at skrive en masse kloge ting, som en masse mennesker gider at læse (og rent faktisk får noget ud af læse) at bruge formuleringsevnen til at fange og betage, og det eneste jeg ender op med er, en masse brugt tid, tid der blev brugt på liiige at skulle læse mig igennem min blogliste, lige èn skulle runde facebook (hvordan kan halv time plus forsvinde der?!?) Og da jeg så var klar, kaldte den virkelige verden i form af pludselig meget utilpas baby, der viste sig at have feber, og derfor har mere eller mindre skreget sig gennem aftenen... Nu er feberramt baby overladt til natteravnsfar så jeg kan (ca.) Passe min sengetid for at være klar til flaskegivning/suttegivning/putning mv. Af husets to under-en-meter-mennesker.
Pt. Er de to dog også de eneste med et-cifrede årstal at prale med der er til stede i huset, fredag blev syv-årig sendt på påskeferie hos farmor og farfar, i dag blev fem-årig sendt på rundtur hos først oldemor, og derefter mormor med hvem han skal ind og se hr. Skæg på torsdag... I morgen sender udvider vi farmor og farfars husstand med to-årig og baby, hvorefter jeg og natteravnen skal nyde to dages RO
Nåå, tilbage til dagen i dag, jeg tænkte jo store tanker -eller var det bare min forskruede hjerne der tænkte at den gjorde det?
Jeg synes egentlig at det var fantastisk filosofisk at dagen startede med baby-bæ og sluttede med rollatorhjulsfilosofi, jeg tænkte det sådan helt livscyklus-agtigt, stort og fantastisk at stå med dett lille unikke næsten nye menneske i armene om morgenen (og i øvrigt skifte dennes ildelugtende ble) og så om eftermiddagen gå tur med oldemor som skubbende til en rollator med hastige skridt følger med mig og fem-årig til åen for at fordre fugle, hvor jeg på vejen spotter en anden rollatorchauffør med så meget federe og mere terrængående køretøj, hvilket fører til samtale om dette... Det lød bare meget bedre og mere smart inde i mit hoved, nå, tanken er tænkt, det var sjovt (for mig) nu står det her, råt, ikke korrekturlæst, til hvem som gider læse, for nu skal jeg sove, måske lige nå èn side i min forsømte bog og så, sove, måske...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar