Humanbatterigenopladning

 

Jeg sov! Ja det gjorde jeg faktisk, og det så også hele 8 (!) timer i TRÆK! Jeg troede det ikke muligt, jeg havde ellers forventet at vågne flere gange i løbet af natten til små fødders knirken i gulvbrædderne og skratten i babyalarmen, som jeg halvsovende ville konstatere ikke var mulig fordi børnene var over halv time væk, i drømmeland et andet sted, hvorefter jeg ville vende mig over på den anden side og sove videre med og glæde mig over at jeg ikke behøvede at forlade dynens lune favn.

Men ingen imaginære børnelyde forstyrrede min søvn, det var først efter 8 timers søvn at jeg vågnede og overrasket kunne konstatere at det var lyst udenfor, kigge på klokken, og vende mig om og tage en time mere.. bare fordi jeg kunne!

Og hold da op hvor føltes det bare meget mere ok at ungerne var væk fra mig efter sådan en omgang batteriopladning! Det må jo i sidste ende også komme ungerne til gode. (et opkald til begge babysittere som kunne berette at alt var fint, satte nu også lige punktum ved at jeg nu kunne nyde noget MIG-tid)

Nu sidder jeg dagen derpå, fuldt opladt af en dejlig dag, 3 af 4 børn er igen under mine beskyttende vinger (7-årig bliver svær at drive hjem igen, fra farmor-forkælelse)

Jeg glæder mig over at få denne mulighed for bare at være mig, til trods for at det er blevet til fire unger over få år, jeg glæder mig over at få lov til at savne dem, for hold da op hvor kan jeg nogen gange…hvad er det modsatte af savne?.... Have hverdagen hængende langt ud af halsen og have svært ved at opdage glæden ved de skønne unger, men den har jeg nu genopdaget, og jeg glæder mig til at finde tilbage til hverdagen sammen med dem, hvad jeg så dog glæder mig lidt mindre over er den lange udsigt til endnu en nats uforstyrret søvn, men, jeg får vel lov at sove på et eller andet tidspunkt indenfor de næste fem-ti år…

 

Min trofaste følgesvend på lange dage efter søvnløse nætter, har igen fået velkendt selskab...

 

Og så var der ro...

Fire blev til tre, blev til to, blev til 0, og i nat skal jeg sove uden et eneste barn i huset for første gang i? 8? Måneder, mindst! At tro på èn hel nats ubrudt søvn er nok utopi, men tænk sig, èn hel nat, hvor jeg kan blive i min seng! Ingen flasker, sutter, vandglas osv. Skal jeg dele ud af med gavmild hånd til søvnløse børn, jeg skal bare være mig, kun mig, skønt!
Tænk så, hvis jeg også kunne nyde det, men jeg savner, og det gjorde jeg fem min. Efter jeg har trådt ind ad døren after aflevering af de to mindste, det river og flår i mig, baby er tilsyneladende ikke helt på toppen (tænder?) Og fem-årig, udpræget hjemmedreng, savner lidt sin moar trods en masse hygge og forkælelse...
Det river og flår i mig, for at hente baby og femårig, de har brug for mig, og jeg har brug for at have dem i min favn, vi må se, måske i morgen byder på børn i stedet for planlagt påskefrokostt, eller måske tror jeg på at de klarer sig uden mig til på fredag...

2-årig der går sig "klar" i det sekund hun hører at hun skal hjem til farmor og farfar (eller BaBa som de bare hedder når hun skal sige det) ærgerligt at jeg var nødt til at skuffe barnet med at der lige gik nogle timer før vi skulle afsted... 

 

Baby i farmor og farfars have

Babybæ og rollatorhjulsfilosofi

Har haft næste blogindlæg i hovedet hele dagen, drømmer om at skrive en masse kloge ting, som en masse mennesker gider at læse (og rent faktisk får noget ud af læse) at bruge formuleringsevnen til at fange og betage, og det eneste jeg ender op med er, en masse brugt tid, tid der blev brugt på liiige at skulle læse mig igennem min blogliste, lige èn skulle runde facebook (hvordan kan halv time plus forsvinde der?!?) Og da jeg så var klar, kaldte den virkelige verden i form af pludselig meget utilpas baby, der viste sig at have feber, og derfor har mere eller mindre skreget sig gennem aftenen... Nu er feberramt baby overladt til natteravnsfar så jeg kan (ca.) Passe min sengetid for at være klar til flaskegivning/suttegivning/putning mv. Af husets to under-en-meter-mennesker.

Pt. Er de to dog også de eneste med et-cifrede årstal at prale med der er til stede i huset, fredag blev syv-årig sendt på påskeferie hos farmor og farfar, i dag blev fem-årig sendt på rundtur hos først oldemor, og derefter mormor med hvem han skal ind og se hr. Skæg på torsdag... I morgen sender udvider vi farmor og farfars husstand med to-årig og baby, hvorefter jeg og natteravnen skal nyde to dages RO

Nåå, tilbage til dagen i dag, jeg tænkte jo store tanker -eller var det bare min forskruede hjerne der tænkte at den gjorde det?
Jeg synes egentlig at det var fantastisk filosofisk at dagen startede med baby-bæ og sluttede med rollatorhjulsfilosofi, jeg tænkte det sådan helt livscyklus-agtigt, stort og fantastisk at stå med dett lille unikke næsten nye menneske i armene om morgenen (og i øvrigt skifte dennes ildelugtende ble) og så om eftermiddagen gå tur med oldemor som skubbende til en rollator med hastige skridt følger med mig og fem-årig til åen for at fordre fugle, hvor jeg på vejen spotter en anden rollatorchauffør med så meget federe og mere terrængående køretøj, hvilket fører til samtale om dette... Det lød bare meget bedre og mere smart inde i mit hoved, nå, tanken er tænkt, det var sjovt (for mig) nu står det her, råt, ikke korrekturlæst, til hvem som gider læse, for nu skal jeg sove, måske lige nå èn side i min forsømte bog og så, sove, måske...

Følg min blog på BlogLovin

Follow my blog with Bloglovin

BlogLover

Er blevet bloglover! Og det startede endda bare med at jeg opdagede at der er fantastisk mange fine Giveaways derude i blogland, og da jeg så faktisk vandt noget, blev jeg bidt af en gal Blog-giveawy-jagt… sidegevinsten blev at jeg faktisk kom til at læse de blogs som jeg faldt over i jagten på halskæder, neglelak, clutch, helly kitty figurer mv… og hvilken guldgrube! Så mange kloge ord og tanker findes derude i blogland (og en masse sludder for en sladder – præcis ligesom outthere in the real world… forskellen er bare er her i blogland kan jeg deltage i det selvom jeg har et ben på vej i seng, efter endnu en dag med en ikkesovende baby hverken dag eller nat, tilsat ikke sovende to-årig, og krydret med 5 årig der vågner med mareridt… i blogland kan jeg tage en 5 min. Pasue fra hverdagen og faktisk føle at jeg deltager en lille bitte smule i verden derude… nå, blev lige flået ud af mit tankespind et øjeblik, fem-årig kom ind af døren sammen med legekammerat og baby skulle lige vugges til at fortsætte sin middagslur…

Nå, men som nuudklækket bloglover, må man vel også lave sin egen blog? Måske der er nogen der gider læse lidt om hvad mit liv og hverdag byder på? Jeg har prøvet før, har tænkt tanken mange gange, startet et par gange, men aldrig kommet rigtigt i gang, på en eller anden måde løber tiden på magisk vis altid fra mig, så jeg aldrig når til at have skrevet mere end et indlæg eller to, men tænk hvis nu det kunne lykkes, at fange nuet med nogle få velvalgte ord sat sammen til en sætning der rent  faktisk giver mening, tænk hvis jeg kunne fange de små hverdagsglimt, og gemme dem i en blog, og tænk, ja tænk hvis der også var nogen der gad læse det og rent faktisk fin noget ud af det…

Mit første hverdagsglimt må komme fra førnævnte fem-årige, han er den slags barn der bare MÅ vide hvad der er inde i ting, det kribler i fingrene på ham for at skille ting ad og finde ud af hvordan det ser ud, hele vejen igennem… dette er sådan set ok, når det drejer sig om et legobyggeri eller andet der rent faktisk er tiltænkt at skulle skilles ad, men i nogle tilfælde (en del faktisk)… øjeblik, babyvug igen… ville tingene bare have haft bedst af at forblive intakt

 

Kan tilføje at gulvet ellers i forvejen var fint dekoreret af den sækkestol som for få dage siden måtte lade livet for samme fem-årigs hånd, hvorfor er der SÅ mange flamingokugler i sådan en tingest?!? Og hvorfor? Hvorfor? ER det det at min højtelskede robotstøvsuger skøjter lige hen over de små statisk elektriske djævle og lader dem ligge??